Kulturen skal ikke noget, men den kan mange ting!

Af DATS´ næstformand René Foshammer

Efter et opslag på Facebook vedrørende AKKS’ deltagelse i årets Kulturens Topmøde 2026, har et
af vores medlemmer anmodet om en uddybning af vores oplevelser, set fra et amatørperspektiv.

Jeg vil indlede med at konstatere, at det overordnede tema for årets topmøde, efter min
opfattelse, var Kulturel Modstandskraft – tidligere omtalt som åndelig oprustning – et emne, der
ikke er begrænset til enten amatører eller professionelle.

Dagens diskussion tog udgangspunkt i Jakob Sørensens undersøgelse blandt kulturledere, udført
af Dansk Kulturliv. Jeg besidder desværre ikke de præcise tal eller spørgsmål, dog var der ét
spørgsmål, der dannede grundlag for dagens debat. 42% af de adspurgte svarede bekræftende
på spørgsmålet (i en forenklet form): Har du på noget tidspunkt overvejet at udøve selvcensur?
Begrundelserne for dette kunne være mangfoldige, herunder frygt for tilskudsnedskæringer,
politisk indblanding i det kunstneriske arbejde samt pres fra bestyrelsen. Uanset vores
virkeområde kan vi alle relatere til sådanne udfordringer.

Jeg er usikker på, hvordan resten af forsamlingen reagerede, men jeg bemærkede, at jeg selv
stillede spørgsmålet: Hvad har dette at gøre med Kulturel Modstandskraft?

Svarene på dette spørgsmål blev præsenteret i en kontinuerlig strøm.

Vi indledte med den ukrainske kulturminister, som redegjorde for Ruslands bestræbelser på at
udslette Ukraines kulturarv, ud fra den antagelse, at et historieløst land eller samfund er lettere at
overtage. Hun beskrev desuden, hvordan fælles sang og historiefortælling var blevet integreret i
hverdagen som en form for kulturel modstandskraft. Vi havde lignende initiativer under
coronapandemien, ikke for at drage nogen sammenligning med situationen, i Ukraine, men der
opstod fælles sang, kørende koncerter i gaderne og sang fra altan til altan – alt sammen udtryk for
den spontane kulturelle modstandskraft, der kan opstå mellem mennesker i udfordrende
situationer.

Dette blev efterfulgt af et besøg på scenen af Ann Burroughs, President and CEO for Japanese
American National Museum og Chair of the Board of Directors for Amnesty International USA.
Hun berettede om, hvordan de var den eneste kulturinstitution, der aktivt modstod den nye
Trump-doktrin ved at nægte at efterkomme kravene fra den statslige administration for at bevare
deres statslige støtte. De mistede naturligvis støtten, men efter knap et halvt år oplevede de en
forbedring af deres økonomi, primært på grund af øget privat finansiering, og kendskabet til deres
institution blev udbredt. Som jeg forstod det, var det afgørende for kulturinstitutionerne at stå fast
på deres kerneopgave. Dette blev senere på dagen gentaget af en panel deltager, hvis navn jeg
desværre ikke husker, som understregede vigtigheden af at stå ved vores faglighed.

Dette udsagn blev yderligere forstærket under dagens selvvælgeroplæg. Jeg havde valgt:
Censurerer ledere af danske kulturinstitutioner sig selv?

Ja, det gør 42% af dem i nogen grad, eller overvejer det i hvert fald. Dette rejser vigtige spørgsmål
om, hvordan bestyrelser bør træde i karakter og støtte deres ledere, stå ved deres faglighed og
adressere andre relevante punkter for at styrke den Kulturelle Modstandskraft.

Ege Juul Nielsen fra DATS og Anders Hamming fra AKKS havde valgt oplægget: “Alt det vi ved
om kulturens fællesskaber”. Her er deres refleksioner fra oplægget:

Anders Hamming: Det væsentligste jeg fik med hjem, er vigtigheden af at være mere bevidste om,
hvordan vi åbner for nye aktive udøvere og deltagere. Vi bør ikke være for ydmyge i forhold til den
professionelle del af kulturlivet, da vi har noget, de efterspørger: aktive, engagerede deltagere. Vi
skal også være opmærksomme på ikke at lukke os om vores eget “band”, i mit tilfælde kor, og
dermed blive irrelevante for nye eller andre end dem, der ligner os selv.

Ege Juul Nielsen: Oplægget bestod af en paneldiskussion mellem personer fra teater- og
musiklivet, hvor jeg kunne nikke genkendende til mange af de pointer, vi i DATS mener er vigtige.
Det var særligt værdifuldt at høre Janne Villadsens perspektiv fra Nørrebro Teater, tidligere direktør
for Hardland Festivalen, om at de ikke havde publikum, men gæster. Denne tilgang til vores
“kunder” gav rigtig god mening, da den fokuserer på at have hele kontakten med gæsterne i
centrum for at skabe den bedst mulige oplevelse.
Panel deltagerne repræsenterede et bredt spektrum af teater- og musikinstitutioner, lige fra det
absolut professionelle til vækstlagsmiljøet. En fællesnævner for alle de problemstillinger, der blev
diskuteret, var vigtigheden af at etablere solide rammer for området.

Efter de individuelle paneldiskussioner samledes alle i den store sal, hvor temaet Kulturel
Modstandskraft, med særligt fokus på selvcensur, blev belyst fra et pressemæssigt og politisk
perspektiv. Det var en øjenåbner at erfare, at selvcensur ikke nødvendigvis skyldes ydre eller indre
trusler, men snarere frygten for en negativ reaktion på sociale medier, såsom Facebook. Da det
politiske liv indtog scenen, bemærkede jeg især Københavns udmelding om nødvendigheden af
at ændre fordelingen af kulturmidler for at sikre en mere ligelig fordeling. København har en
betydeligt større befolkning at henvende sig til, hvilket muliggør finansiering af nicheprojekter. I
provinsen er den potentielle målgruppe derimod mindre, hvilket nødvendiggør en bredere appel i
arrangementerne.

Dette glædede min retfærdighedssans og mit ønske om lighed. Dog har jeg i dag overværet en
amatørrevy i Nordjylland, hvor hver af de syv forestillinger, der skal spilles, har et publikum på ca.
200 personer hver aften. Man kan argumentere for, at revy i sig selv appellerer bredt, eller man
kan konstatere, at provinsbefolkningen i højere grad støtter de tilbud, de præsenteres for. Det er
muligt, at dynamikken er omvendt, når man sammenligner amatørkultur med professionel kultur;
der er tilsyneladende en større målgruppe for amatør arrangementer i provinsen end i storbyerne.

Og lad mig slutte af med et af dagens bedste citater: “Kulturen skal ikke noget, men den kan
mange ting.”